Gæsteindlæg om gæsteindlæg – effektiv link building

Jeg får ofte henvendelser fra andre i branchen der gerne vil gæsteblogge. Men der er langt imellem snapsene og det er få jeg har bragt.

Men gæsteindlægget her bringer jeg gerne. Det er ren guf – og Torben Slot Petersen skriver hamrende godt – og kommer med konkrete eksempler på, hvad det er gæsteindlæg kan gøre for dit website. Og så ved han også hvordan man fedter sig ind hos blogejeren 😉

Nyd indlægget – og gør nu noget ved det…

Iværksættere, små og mellemstore virksomheder

Der findes næppe nogen lettere måde at nå en topplacering i Google på end ved linkbuilding gennem gæsteindlæg. … Og fordelene er flere: Udover at skabe mere søgetrafik øger gæsteblogging din henvisningstrafik. Indlæggene brander dig og hjælper dig til nye forretningskontakter

Når al anden SEO fejler, vil backlinks fra hjemmesider i samme niche som din altid få dig frem i søgemaskinerne – selv på de mest konkurrenceprægede søgeord. Det er der enighed om blandt SEO’ere.

 

Scenarium: Derfor er backlinks vigtige!

Forestil dig, at du er på udkig efter en gave til en veninde. Hun har én af de der små aggressive hunde, der bor i hendes taske. Hun ville elske, hvis du købte et smykke til den. Du ville se lige ind i hendes sjæl og virkelig få stjerner for det.

På vejen tilbage fra et møde ser du en hundeshop på Frederiksberg Allé. Nu ved du, hvor du kan købe gaven.

Du kommer hjem og falder i snak med naboens kone. Hun har hund og kender tilfældigvis en anden hundeshop – en butik, der ligger på Istedgade.

Din kone overhører samtalen. Én af hendes veninder har taskehund. Konen har været i shoppen på Istedgade.

  • Den er helt vildt gennemført, siger hun og fniser.

Din mor ringer. Hun anbefaler gudhjælpemig samme hundeshop på Istedgade – og da du fortæller den sindssyge historie på arbejdet næste dag, ved sekretæren udmærket, hvad det er for en shop, du taler om. Hun har hund og bor på Istedgade og kommer der hele tiden.

Spørgsmålet er nu:

  • Hvor går du først hen for at købe hundesmykket?

Fra Space til Cyperspace

Forestil dig så, at de to hundeshops rykker over på internettet og at de anbefalinger, den ene shop får fra hundeelskere og godtfolk, er links. Shoppen på Istedgade har links fra 4 andre hjemmesider, som beskæftiger sig med hunde. Shoppen på Frederiksberg Allé har ingen backlinks. Den står isoleret i Cyberspace uden referencer.

  • Hvilken af de to shops tror du, at Google lægger øverst i SERP (søgeresultatsiden), når du søger på ’hundeshop’?

 

Når andre hjemmesider, der beskæftiger sig med samme emner som din, linker til dig, vil Google se det, som anbefalinger af din hjemmeside.

  • Hvorfor skulle man ellers henvise til dig?!

 

Anbefalinger indikerer, at der ligger relevant og brugbart indhold på dit website. Indhold af den type skal selvfølgelig have en høj placering på søgeord, der matcher.

Linkbuilding for iværksættere

Der findes mange måder at få backlinks på.

Én er en lækker webshop, der markedsføres bredt og har produkter, som rammer lige ind i et behov hos målgruppen. En anden er en virksomhedsblog, som løser målgruppens problemer.

Hvis du på én eller anden måde tilfredsstiller et behov eller løser nogle problemer – vil ordet sprede sig. En minoritet af brugerne vil linke til dig – men tro mig. Det er svært.

Hvis du fx starter fra scratch, ikke har noget brand i ryggen, ikke meget tid til skrivearbejde – så er det meget nemmere, at du selv laver de backlinks, du behøver. Det kan du gøre via gæsteindlæg på blogs, som i forvejen har høj Page Rank (PR) og meget trafik fra din målgruppe.

Derfor er gæsteindlæg så effektive

Gæsteindlæg giver dig en række fordele, der bunder i, at du ingen steder bedre selv kan strukturere og styre din linkbuilding.
Kontrollen er enorm:

  • Vælg selv domænet, der laver dine backlinks
  • Styr ankerteksten på links, så de matcher dine søgeord
  • Placer backlinks, hvor du vil i teksten
  • Vælg selv, hvilke indlæg du vil linke til

 

Til sammen giver disse features de bedste betingelser for succes med din SEO. Det gælder også for rangering på søgeord, hvor konkurrencen om en topplacering er høj.

Ud over at give dig bedre placeringer i søgemaskinerne og dermed øge din søgetrafik, skaber gæsteindlæg oven i købet kvali-henvisningstrafik, god branding og interessante nye forretnings-kontakter.

Ligeså vigtigt er, at Linkbuilding via gæsteindlæg virker som en bæredygtig strategi. Jeg kan ikke se nogen Panda eller Pingvin komme i vejen. Jeg kan ikke se, hvordan Google vil kunne nedrangere gæsteindlæg, så længe, du ikke linker vildt og skamløst tilbage til din hjemmeside i dem.

Bestem selv hvilke websites, der linker tilbage og hvilke sider, der linkes til

Prøv nu at se.

Jeg har udgivet et indlæg på Ib Potters blog. Det er én af de fedeste, jeg kender, fra Danmark. Publikum er lige min kop te.

Potter.dk er oven i købet en PR4-blog. Det betyder rigtig gode SEO-stråler.

For det første bestemmer jeg selv, hvor jeg vil udgive mit gæsteindlæg. Dvs. næsten selv. Der findes naturligvis steder, hvor du nærmest skal være professor i faget, før du må udgive – men som oftest er bloggere interesseret i indhold, der har kvalitet og rammer målgruppen – og lige så ofte er det nok at bruge fagligheden, du har, som ejer af et website i samme niche.

Du bestemmer også selv, hvilke sider på dit eget website, du linker til. Her må du igen være kreativ. Du må vælge en vinkel, der gør links til siderne uundværlige. Som én, der er vant til at skrive artikler på dit eget site, finder du selvfølgelig også ud af det.

Styr ankerteksten på baclinks

Som bekendt kaldes teksten, der ligger over dine links for ankerteksten.

Hvis jeg vil findes på ordet ’søgeordsanalyse’, er det en fordel, at backlinks bruger netop denne ankertekst over det udgående link.

Google ligger vægt på ankerteksten i sin indeksering. Ankerteksten signalerer, hvad indlægget, der linkes til, handler om.

Når folk linker til dig naturligt – fordi de sætter pris på indholdet på dit site, skal du være heldig før, de bruger en ankertekst, der passer i dit kram.

Når det kommer til gæsteindlæg, styrer du selv suverænt, hvilke sider på dit eget site, der linkes til – og tilmed, hvilke ankertekster, der bruges.

Under anker-teksten søgeordsanalyse kan jeg selv linke til det omtalte indlæg på min blog – og lur mig om jeg ikke lige nu, imens du læser artiklen, er kommet op i top 3 på dette søgeord.

Placer dine links de rigtige steder i teksten

Det er heller ikke ligegyldigt, hvor du placerer dine links i teksten. Hvis du placerer dine backlinks først eller sidst i teksten og helst helt fremme i de enkelte afsnit (hvad enten det er brødtekst, punktopstillinger, overskrifter eller titel), bliver backlinks mest potente.

Det hænger sammen med brugervenlighed.

Du har måske hørt, at folk ikke læser, men skimmer tekster på nettet.

Undersøgelser viser, at brugerne læser grundigst i indlæggets første og sidste afsnit. Links, der placeres først og sidst i artiklen, er derfor mest potente.

Hvad angår de enkelte afsnit er de 2-4 første ord i brødtekstens afsnit de mest læste. Her gælder det også så vidt muligt om at placere dine backlinks. *

Præcist, hvordan du gør, styrer du selv – næsten suverænt.

Næsten! Alle blogs har deres redaktionelle linje, som du naturligvis må følge, hvis du vil gøre dig som gæsteblogger.

Backlinks fra de rigtige domæner – få mere henvisningstrafik og bedre branding

Når så de mere SEO-tekniske detajler er beskrevet, som du styrer i din linkbuilding via gæsteindlæg – er det tid til at kigge på de andre fordele, som gæste-blogging giver dig.

Personligt regner jeg med en god del henvisningstrafik fra dette indlæg på Potter.dk, dvs. besøgende fra min målgruppe, der vandrer fra Potter og videre til mig.

Jeg regner ikke nødvendigvis med mere henvisningstrafik, end jeg ville få, hvis Potter på eget initiativ havde linket til mig – men i hvert fald mere end, hvis jeg placerede et link i en kommentar til én af hans artikler. Også mere end, jeg ville få fra noget link-katalog, fra købte backlinks eller noget andet sted, hvor jeg ellers kan påvirke udgiveren til at placere et link til mig.

I mine gæsteindlæg har jeg jo ordet. Jeg har spalteplads og generelt de bedste betingelser for at berige publikum og lokke dem til at ville ’se mere’.

Sidst, men ikke mindst får jeg navnet ud til den rette målgruppe. Der er branding – og jo mere du spreder dig – også ud over andre blogs – desto flere potentielle kunder vil kende dit brand.

Opdyrk nye kontakter

Anmodningen om at lave et gæsteindlæg på en andens blog, er en god indgang til kontakt med vedkommende.

Jeg kender Ib Potter fra Nettet. Jeg har indirekte snakket med ham, fordi han i sin tid placerede en kommentar til ét af mine indlæg. I forbindelse med nærværende gæsteindlæg har jeg snakket med ham flere gange. Jeg møder ham face to face d. 13. november, hvor jeg deltager i hans seminar, Digital Markedsføring 2012.

Her vil vi have mere at snakke om end, hvis jeg ikke havde udgivet hos ham.

Skriv gæsteindlæg

Er du iværksætter eller blogger? Er du lille eller mellemstor virksomhed?

Hell! … Er du stor virksomhed, der har penge til at ansætte en journalist til udelukkende at lave jeres gæste-indlæg?

Så længe du vil til tops på ’lette’ som ’svære’ søgeord, findes der rigtig mange fordele ved gæste-blogging. Det er fordele, der både gør ting for din ranking, henvisningstrafik, brand og kontakter i branchen.

Gør sådan

Find ud af, hvilke ord du vil rangere på – find interessante udgivere – sæt dig ind i brugervenlig tekstforfatning. Anerkend eventuelle regler og redaktionelle retningslinjer hos udgiveren – og lav gæsteindlæg, der linker tilbage til dit site under relevante ankertekster.

Så skal du nok se resultater.

OM FORFATTEREN
Torben Slot Petersen er tekstforfatter (journalist & cand. mag.) med særligt fokus på Content Marketing og SEO. Du finder ham på Storyhunter.dk og Keywordanalyse.dk.

*Kilde: useit.com

23 Comments

  1. Mikael Rieck 25. september 2012
  2. Anders Saugstrup 25. september 2012
  3. Jan P. Olsen 25. september 2012
    • Anders Saugstrup 25. september 2012
  4. Torben 26. september 2012
  5. Torben 26. september 2012
  6. Anders Saugstrup 30. september 2012
  7. Torben 1. oktober 2012
  8. Nicky 3. oktober 2012
  9. Frederik 26. oktober 2012
  10. Jan 30. oktober 2012
  11. Knuth Becker 8. november 2012
    • Anders Saugstrup 8. november 2012
      • Knuth Becker 8. november 2012
  12. Kasper 24. november 2012
  13. Kasper 24. november 2012
  14. Simon 31. januar 2013
  15. søgemaskineoptimering 31. januar 2013
  16. Torben Slot Petersen 1. februar 2013
  17. Katrine 23. april 2013
  18. Jens 6. maj 2013
  19. Tobias Ehlig 15. juni 2013
  20. Galleriet 21. januar 2017

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *